Idéen

Antallet af originalværker for violin og orgel er meget begrænset. Der findes nogle meget smukke klassiske stykker, men for at leve op til den kræsne lytters forventninger efterspørges der hele tiden programmer, som virkelig går ind under huden. I en tid, hvor hverdagen - også i musiklivet - bliver mere og mere fokuseret på ekstraordinære oplevelser, er det ganske enkelt nødvendigt at skabe noget enestående for sit publikum. Somme tider er det ikke nok at spille de samme klassiske stykker igen og igen. Sven-Ingvart Mikkelsen og Jochen Brusch har fundet hvad de søgte efter.

Efter at have spillet sammen i mange år opdagede de at de begge var begejstrede for den gamle rockmusik fra 60erne og 70erne. Hvorfor ikke præsentere det bedste fra den periode igen for nutidens tilhørere, og spillet på de klassiske instrumenter violin og orgel?

Sven-Ingvart Mikkelsen var den første til at tro på idéen, og i løbet af få uger havde han færdiggjort sine spektakulære arrangementer af 15 udødelige rockklassikere.

Slagtøj, sang og elektrisk forstærkning blev fjernet fra de oprindelige versioner. Hvad der herefter var tilbage, var selve musikkens kerne, men stadigvæk indeholdende de vigtige elementer melodi, harmoni og rytmisk struktur. Det stod klart for os at vi stadig havde at gøre med musik af stor skønhed, også uden det traditionelle rock-instrumentarium.

Sven-Ingvarts arrangementer indeholder ganske enkelt essensen af de uforglemmelige hits, stadig med masser af medrivende og ungdommelig charme, blot iklædt en mere klassisk klædedragt.















  <<